fredag den 3. januar 2014


Velkommen 2014

2014.
Julen og nytåret er bag os. Den gode mad og stemning, det hyggelige selskab.
Nu er det blevet virkelighed igen.
Fremadrettet skal vi leve i dette lille land, hvor gabet mellem rig og fattig åbnes. Det er en stor mundfuld, det her. Flere og flere skal leve af én indtægt, mens de sidder i et usælgeligt hus. Spis mursten til.
Flere og flere børn lever isoleret, fordi der ikke er råd til kontingenter og gaver. Familier splittes, fordi de ikke har råd til at blive sammen.
Er det tiden før Stauning?

Den bedste gave, jeg fik til jul, var et brev med billede af min dejlige "guddatter" i Nepal, som efterhånden er blevet en stor, sund, dygtig ung dame. Så stor en forskel har 150 kr. om måneden gjort.

Kunne vi dog bare finde ud af at gøre en forskel her i Danmark mellem nytår og jul og ikke kun, når der samles ind til julepakker.

Godt nytår.

søndag den 3. november 2013

Pludselig lyttede jeg

Halv opmærksomhed på bilradioen på P1. Pludselig helt vågen, da stemmen sagde: Vi skal vænne os til, at fattigdom ikke kun er noget, der foregår i Afrika, men at Europa også rimer på fattigdom.
I England lever 13 mill. mennesker under FNs officielle fattigdomsgrænse, og Røde Kors uddeler 2 mill. portioner mad hver dag, typisk fra suppekøkkener.
Fattigdommen breder sig i den vestlige del af Europa, og England er sidste skud på stammen.
Om lidt er det jul, og vi vil opleve nøden stikke sit grimme hoved frem, også i Danmark.

Hvad er nød? Hvad er fattigdom? Alt er relativt. Men det er jo rarest at kunne komme i skole og børnehave efter jul og fortælle om bare én dejlig julegave, ik'?

lørdag den 2. november 2013

Linier på landevejen

Tidlig formiddag på landevejen. Indhenter bilist, der slet ikke har travlt.
Modkørende trafik - må blive bagved. Nu - NU - er der endelig fri bane. Og han sætter farten op...og op. Huhej, hvor det går.
Uha, dobbelte fuldt optrukne linier forude. Så må vi jo sætte farten ned igen. 75 - 70 - 65.
Det viser sig at være en stærk bil. Den kan holde på mange biler i halen bagved, længe.

Min tålmodighed bliver spændt til det yderste, min opmærksomhed er skærpet skarp. Jeg tror, jeg bor i et område, hvor vi har danmarksrekord i elastikkørsel.

Jah, endelig rundkørslen før den firesporede hovedvej. Han lægger sig i yderbanen og kører, som om han har æglæggende høns på bagsædet. Endelig kommer jeg forbi og kan slappe af og nyde landskabet, vejret og min fartpilot.

torsdag den 31. oktober 2013

Oktoberregn

Blæst, regn, regn, blæst. Våd hund, vådt  vasketøj, vådt hår. Oktober slutter med stil. Alle tiders orkan. Hvem ka´, naturen ka´.